U21-erfaringer skal bruges aktivt i Aarhus
De to rådmænd Marc Perera Christensen og Laura Hay vil nu lave nye regler for udsmykning af Aarhus i forbindelse med store events. Det sker efter, at en ny undersøgelse i forbindelse med U21 EM viser, at intensiv synlighed i byrummet er en af de mest effektive måder at nå borgerne på.
Kendskabet til sommerens helt store idrætsbegivenhed i Aarhus U21-EM-slutrunden i fodbold er kæmpe stort. Det viser en rundspørge, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for Kultur og Borgerservice. Rapporten viser, at synlighed i bybilledet har haft den største effekt. Det får nu de to rådmænd Marc Perera Christensen og Laura Hay til at igangsætte en revision af de eksisterende regler på området.
”U21 EM har vist nye og spændende måder at klæde byen på til fest. Den viden, som vi har fået, skal vi selvfølgelig bruge til at gentænke dette område, så vi også fremadrettet kan være med helt i top, når store begivenheder skal markeres, ” siger Marc Perera Christensen og Laura Hay.
Hele 94 procent af de 597 adspurgte har tilkendegivet, at de vidste, at Aarhus var en af værtsbyerne for U21-EM-slutrunden. Det er mere end en fordobling siden en tilsvarende måling i februar, hvor kend-skabsgraden var på 46 procent.
”U21 slutrunden var en stor begivenhed, der gav mange aarhusianere en unik fodboldoplevelse. Det er første gang, at en event har været så synlig i bybilledet, og jeg ser den imponerende kendskabsgrad som et resultat af det arbejde, ” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Marc Perera Christensen.
Byrådet havde op til den store eventsommer besluttet at udvide ad-gangen til synliggørelse i byrummet. Således fik U21 slutrunden og Sculpture by the Sea mulighed for at samle nye erfaringer indenfor den såkaldte citydressing - når byen bliver klædt på til fest.
”Jeg synes, at Sculpture by the Sea og U21 EM formåede at sætte et flot præg på byen. Vi skal nu se, hvordan disse erfaringer kan omsættes, så vi sikrer opmærksomhed, samtidig med at byen fremstår festlig og indbydende,” siger rådmand for Teknik og Miljø Laura Hay.
”Det er en astronomisk høj kendskabsgrad, og der er tale om en meget markant fremgang på bare et halvt år. Det er meget flot og udtryk for et dygtigt arbejde. Når 94 procent ved, at der har været U21-EM i Aarhus, så har man fanget næsten alles opmærksomhed, og kend-skabsgraden er også i forhold til andre arrangementer meget, meget høj. Det kan kun lade sig gøre gennem en særdeles vellykket, intensiv og målrettet markedsføring bl.a. i byrummet,” siger Terje Wammen, direktør og partner i Epinion.
Rundspørgen viser, at netop citydressing har haft den største effekt på kendskabsgraden. Hele 40 procent af de adspurgte oplyser, at de har modtaget information om U21-EM-slutrunden gennem plakatstandere ved stoppesteder m.v. Mens 32 procent henviser til de nye digitale standere ved indfaldsvejene, der blev opsat forud for U21 slutrunden.
”Rundspørgen viser, at det kan betale sig at gentænke brugen af det offentlige rum. Byrådets beslutning om at give plads til dette forsøg var både rigtig og klog. Det er vigtigt, at vi nu også fremadrettet bruger disse erfaringer til glæde og gavn for borgerne,” siger Marc Perera Christensen.

