Guld til Aarhus-video

Fredag, 14. oktober 2011

”The Football Feeling” får prestigefyldt eventpris i London

En drengekamp i B-rækken på Vejlby Stadion udløste en af verdens mest eftertragtede eventpriser, da Aarhus-videoen ”The Football Fee-ling” i nat høstede førstepladsen i kategorien Event Marketing ved In-ternational Sports Events Management Awards 2011 i London.

Videoen er optaget som reklame for sommeren U21 slutrunde i fod-bold med 30 lokale fodbolddrenge fra FC Aarhus og Hammel GF om aktører i et samarbejde mellem Dansk Boldspil Union og Aarhus Kommune med støtte fra Markedsføringsfonden Danmark.
”Det er fantastisk. Vi vandt jo sammen med toppen af poppen inden-for sportsevents. De andre priser gik blandt andet til vinter-OL i Rus-land, Ryder Cup i golf og UEFA Europa League Final 2011,” fortæller DBUs eventkoordinator Jacob Lauesen, der er initiativtager til videoen.

Dommerne lagde ved afgørelsen vægt på, at den aarhusianske video fokuserede på passionen for sporten.
”I en ellers traditionel sportsverden har vi turdet bruge nye medieplat-forme og fået succes med det. Dommerne kaldte det markedsføring i verdensklasse. Det er fantastisk,” siger en glad Jacob Lauesen.

Projektleder Peter Vestergaard fra UEFA U21 EM i Aarhus glæder sig også over prisen.
”Det er guld værd for Aarhus. Det er en strålende reklame for byen, og med videoen markerer vi os som en åben venlig by med evnen til at tænke innovativt med et kraftigt stænk af humor, når vi forvandler en ganske almindelig drengekamp til en international fodboldbegiven-hed. Men det allerbedste er næsten, at vi gav drengene en fodboldop-levelse for livet. Det smitter igennem til seerne, og det tror jeg, er hovedårsagen til videoens succes,” siger Peter Vestergaard.

For de to drengehold var filmoptagelsen en stor overraskelse. De tro-ede, at de skulle spille en almindelig fodboldkamp på et tomt stadion, men pludselig myldrede det ind med hundredevis af festklædte og syngende tilskuere, pigegarden spillede nationalmelodien, Superliga-dommer Claus Bo Larsen dukkede op som dommer, landsholdsspiller Martin Jørgensen som bolddreng, og kampen blev tv-dækket, som var det en UEFA-finale med kåring af ”Man of the Match” og tv-interviews af drengene.

”The Football Feeling”, som stadig kan ses på Youtube, har bl.a. været den mest sete video i Canada og været i top fem over de mest sete i lande som England, Australien og Rusland, og internationale medier som Aftonbladet i Sverige, The Telegraph i England og Japans svar på BBC har vist videoen. Filmen fik en flyvende start og blev vist 440.000 gange i løbet af den første uge, den blev toplistet i mere end 40 lande, lå på top ti over sportsvideoer og i top 30 over mest viste videoer overhovedet på Youtube.

”The Football Feeling” vandt den prestigefyldte pris sammen med videoen ”We Love Bikes” fra Danmarks Cykle Union, som er produceret som reklame for VM i landevejscykling. De to videoer var indstillet som et samlet dansk bud fra Sport Event Denmark.

Se eller gense ”The Football Feeling” på http://www.youtube.com/watch?v=bOoTeXTRQJA