Aarhus-video nomineret til fornem eventpris

Onsdag, 5. oktober 2011

Sommerens U21-EM i fodbold i blandt andet Aarhus udløser nu en nominering til en af verdens mest prestigefyldte eventpriser, når International Sport Event Management i næste uge i London uddeler årets priser.

Det er videoen ”The Football Feeling”, der blev optaget som optakt og promotion for U21-slutrunden på Vejlby Stadion i maj måned med 30 lokale drenge fra FC Aarhus og Hammel GF som aktører, som nu er blandt de fire sidste nomineringer til prisen i Event Marketing.

”The Football Feeling” fik en flyvende start. Filmen blev vist 440.000 gange i løbet af den første uge, den blev toplistet i mere end 40 lande, lå på top ti over sportsvideoer og i top 30 over mest viste videoer overhovedet på Youtube. Desuden fik den verdensomspændende omtale i de konventionelle medier. Det var helt klart en anden måde at formidle et fodboldmesterskab og uden tvivl også meget, meget effektfuldt,” siger Christian Bordinggaard, DBU og Tournament Director for U-21 EM.
 
”Videoen er en fantastisk reklame for Aarhus som værtsby og turist-destination. Den fortæller historien om Aarhus og Danmark som et venligt grønt sted med stærke folkelige og sportslige værdier, og hvor alt kan ske ved, at vi transformerer en helt almindelig drengekamp i B-rækken til en international fodboldbegivenhed med et kraftigt stænk af humor. Videoen har virkelig været med til at sætte Aarhus på verdenskortet,” siger projektleder Peter Vestergaard fra Sport Aarhus Events.

”The Football Feeling”, som stadig kan ses på Youtube, har bl.a. været den mest sete video i Canada og været i top fem over de mest sete i lande som England, Australien og Rusland, og internationale medier som Aftonbladet i Sverige, The Telegraph i England og Japans svar på BBC har vist videoen.

Videoen er produceret i et samarbejde mellem DBU og Aarhus Kom-mune med DBUs eventkoordinator Jacob Lauesen som initiativtager, og den er støttet af Markedsføringsfonden Danmark og Sport Event Denmark.

Den er nomineret til prisen i London sammen med videoen ”We Love Bikes” fra Dansk Cykelunion, som er produceret som reklame for VM i landevejscykling. De to danske videoer er indstillet sammen under navnet ”Sport Events Made in Denmark. Vinderen bliver offentliggjort onsdag 12. oktober. De øvrige kandidater er Best Events Sdn Bhd
for the Monsoon Cup 2011, International Cricket Council for the ICC Cricket Cup 2011 og Motto PS for the Turkey's Juniors, World's Stars Project.

Det vildeste, jeg nogensinde har prøvet
Østjyske Lauge Vinther var én af de spillere, der oplevede eventen helt tæt på, da han startede på midtbanen for Hammel GF - først i den blå/lilla Hammel-trøje og efterfølgende i den rød/hvide landsholdstrøje:

”Der var intet specielt at mærke inden kampen - det regnede, og vi mødte et hold, som vi havde slået stort, sidst vi spillede mod dem. Så vi troede, at vi viste, hvad der ventede os. Men da der bliver sagt, at kampen var udskudt i fem minutter, fordi tilskuerne ikke kunne nå frem, så begyndte vi at kigge undrende på hinanden og spørge: ”hvad er det lige, der sker”, fortæller Lauge Vinther.

Minut for minut opdagede spillerne, hvad der var ved at ske - og alligevel var de meget forvirrede:

”Vi troede, at det var en fejl. At de havde blandet to kampe sammen, og der skulle spilles 2. division på vores bane. Da vi begynder at kunne høre tilskuerne, kommer én af mine holdkammerater op til mig og siger, at det kunne være fedt, hvis de ville ind at se vores kamp. Da portene går op, og de pludselig strømmer ind til vores kamp, så ved vi, at der er noget særligt på færde,” smiler Lauge Vinther.

Derefter fulgte pigegarde, nationalhymne, Claus Bo Larsen som dom-mer, Martin Jørgensen som bolddreng og navneopråb med et miks af egne og U21-spillernes navne. Alt sammen noget, der gik lige i hjertet hos Lauge ”Albæk” Vinther:

”Det var det vildeste, jeg nogensinde har prøvet. Det var ligesom at være til en landskamp - nu var man bare selv i centrum for det hele. Vi blev interviewet efter kampen og var ude at klappe hænder med tilskuerne. Vi spillede nok vores dårligste kamp til dato, men det var fuldstændig lige meget,” siger Lauge Vinther.

Kampen, der blev spillet på Vejlby-Risskov Stadion i Aarhus, endte med en 2-1 sejr til ”Danmark 2” over ”Danmark 1”. Målene for Danmark 2 blev sat ind af Marco ”Styger Larsen” Gram og Thomas ”Wass” Sørensen, mens det var Noori ”Hamalainen” Nowzadeh, der scorede for Danmark 1 - og siden fik ”Man of the Match”-pokalen med hjem.

Se eller gense ”The Football Feeling” på http://www.youtube.com/watch?v=bOoTeXTRQJA