EUROSAF Youth European Championship 2012

Lørdag, 4. August 2012 - Fredag, 10. August 2012
Ved Ungdoms-EM skal der blandt andet dystes i den olympiske Laser klasse.

I august 2012 er Aarhus værtsby for EUROSAF Youth European Championship. Ungdoms-EM, som det også kaldes, er det europæiske sejlsportsforbunds officielle mesterskab for en række internationale discipliner inden for sejlsport. Disciplinerne lægger sig tæt op af de internationale sejlsportsdicipliner, der er kendt fra VM, OL og Ungdoms OL og er derfor et vigtigt mesterskab for unge elitesejlere på deres karrierevej mod OL.

Der forventes deltagelse af 400-500 sejlere fra omkring 35 europæiske lande som skal konkurrere om mesterskabstitlerne på Aarhus Bugten. Ungdoms-EM organiseres af Sailing Aarhus i samarbejde med Aarhus Kommune og Dansk Sejlunion med støtte blandt andet fra Sport Event Denmark.

”Vi har valgt Aarhus som værtsby i 2012, fordi vi ved at vi vil få en professionel afvikling af eventen” siger præsidenten for EUROSAF, Marco Predieri.

”Aarhus har et godt omdømme og er kendt som et godt sejlsportsted, og med så vigtig en event er det væsentligt, at vi ikke får nogle overraskelser undervejs”

”Vi er rigtigt stolte af, at have fået tildelt dette EM” siger Thomas Capitani, direktør i Sailing Aarhus.

”der er store forventninger til arrangøren af en sådan event, ikke kun fra EUROSAF, men også fra deltagerne og trænere, der har brugt langt tid for at forberede sig op til dette mesterskab. At EUROSAF har tillid til at Aarhus kan løfte opgaven viser, at vi for alvor har markeret os internationalt som en af de førende afviklingssteder af internationale kapsejladser i verden.”

Ved Ungdoms-EM skal der blandt andet dystes i den olympiske Laser klasse. Billedet herover viser  denne bådklasse ved Ungdoms VM i 2008, der ligeledes blev afviklet i Aarhus.