Så er det igen lykkedes at tiltrække et internationalt sejlsportsmesterskab til afvikling på Aarhus Bugten i Kaløvig..
Denne gang med europamesterskaberne for den tidligere, olympiske klassebåd, SOLING’en. Båd-klassen med de flotte danske olympiske resultater. 2 x OL-guld til Poul Erik Høj Jensen og Jesper Bank vidner om dette.
”Vi blev kontaktet af den danske repræsentant for den internationale Soling klasse i juni måned i år” siger Thomas Capitani, direktør i Sailing Aarhus.
”Klassen havde længe regnet med at skulle afvikle EM i Holland, men her måtte arrangøren beklageligvis aflyse og nu skulle klassen altså finde en ny værtsklub. Valget stod mellem Yacht Club Punta Ala, én af de helt store og professionelle klubber i Italien, og så Sailing Aarhus, og alene det at være i så fornemt selskab er vi meget stolte af”.
Selvom klassen ikke længere er olympisk, er den fortsat yderst aktiv og meget konkurrencepræget og sætter meget høje krav til værtsklubbernes erfaring i afvikling af internationale kapsejladser.
”Vi har jo gode personlige erfaringer fra Aarhus Bugten ” siger Frank Højlund Lavrsen, der sidder i Soling klassens internationale forbund, ” og da vores klasses præsident via sine ISAF poster også havde fået gode anbefalinger af Sailing Aarhus, valgte vi at indgå aftale med Sailing Aarhus.”
For yderligere info: www.soling.com eller www.sailing-aarhus.dk

