EM i bordtennis
Den største bordtennisturnering nogensinde på dansk grund blev afholdt i Atletion i Århus. I påsken i 2005 så i alt 12.000 tilskuere i Atletion bordtennis i verdensklasse - et gennemsnit på 1500 tilskuere pr. dag. Tv-kanalerne Eurosport og DR2 sendte dagligt fra turneringen, og da finalen for herrehold blev spillet, fulgte 314.000 seere med på tv.
Det høje seertal skyldtes ikke mindst, at danskerne Michael Maze, Finn Tugwell og Allan Bentsen havde spillet sig frem til holdfinalen mod Østrig. Efter at have været bagefter i første halvdel af spillet vendte det og Danmark vandt 3-2. HKH Kronprins Frederik overværede den spændende finale sammen med hundredvis af glade tilskuere.
Danskerne gjorde sig til gengæld ikke gældende i den individuelle turnering. Her vandt Østrig både herre-double (Werner Schlager og Karl Jindrak) og kvindernes single (Liu Jia). I herre-single vandt hviderusseren Vladimir Samsonov. Michaela Steff (Rumænien) og Tamara Boros (Kroatien) blev europamestre i dame double, og i mix double blev det Aleksander Karakasev (Serbien) og Ruta Garkanikaite-Budiene (Litauen), som fik guld.
De internationale og nationale officials, spillere og tilskuere var fuldt ud tilfredse med turneringens afvikling. - Resultatmæssigt er det her over al forventning, og selve arrangementet har været tæt på perfekt, udtalte Aksel Beckmann, formand for DBTU, på finaledagen. - Særligt det danske hold var glade for de rammer, som var med til at føre dem til sejr.

